Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale på konferencen ”Danskernes Pension” den 10. december 2012

Det talte ord gælder

Når en bryggeriarbejder fik sin lønseddel i 1993, kunne hun se en ny post: Arbejdsmarkedspension. Den var på 0,9 procent af hendes løn. I dag er posten steget til omkring 12 procent for 3F’s medlemmer.

Lønmodtagere med almindelige indkomster har fået tryghed og sikkerhed. Grundlaget blev lagt for 25 år siden. Og blev nogle år senere omsat til rigtig pensionsopsparing for rigtige mennesker. Til tryghed for den enkelte og dermed for os alle sammen. Det er det, konferencen i dag handler om.

Tak for invitationen til at være med. Tak til Forsikring og Pension, der har taget initiativ til, at vi fejrer vores særlige danske tradition for at finde fælles, trygge og solide løsninger. Vi fejrer noget af det bedste ved Danmark.

Vores land er ikke uden modsætninger. Alle os, der er samlet her i dag, er ikke nødvendigvis enige om alt. Men vi mødes. Vi diskuterer. Sådan er Danmark. Og når vi er bedst, så bygger vi en solid og solidarisk bro ind i fremtiden.

Og broen hviler på resultater, der er opnået af generationer før os.

Grundpillerne i det danske samarbejde på arbejdsmarkedet blev ikke rejst for 25 år siden, men for 113 år siden. I 1899.

Dengang var der benhård klassekamp. Det ved enhver, der har læst Pelle Erobreren. Og på en tid med dybe sociale skel, voksede der en erkendelse af, at ved at arbejde sammen kunne alle parter blive vindere, i stedet for at alle blev tabere.

Det er ånden i den danske model. En model, der rummer mere end vores aftalesystem. Det er hele vores måde at tænke på. Og handle på. Den danske model er ikke at stå fast på sit og være modstander af forandring. For så går vi i stå.

Nej, den danske model er modet til at tænke nyt og tage ansvar for Danmark. Den er vores evne til at nå frem til brede, solidariske løsninger, som bringer Danmark videre.

Fra 1930’ernes Kanslergadeforlig, hvor man på tværs af ideologiske skel fik skub i økonomi og arbejdspladser på en socialt retfærdig måde.

Til 1960’ernes Helhedsløsning, hvor man tog de første skridt til bedre pensioner.

Til Fælleserklæringen i 1987, som vi fejrer i dag. Hvor ansvarlige fagforeninger, arbejdsgivere og politikere gennemførte den mest langsigtede velfærdsreform i årtier.

Og videre til Velfærdsforliget i 2006, hvor vi sikrede velfærden i en tid, hvor danskerne heldigvis lever længere. Og hvor vi samtidig fandt penge til fremsynede investeringer i uddannelse og forskning.

Hele vejen har vi vist, at vi kan lave solidariske og langsigtede løsninger sammen.

Det er ikke altid nemt. Det er ikke altid, at brikkerne falder på plads, som de gjorde den 8. december 1987.

Resultatet blev en ordentlig pension, også for arbejdsmænd, håndværkere og sosu-hjælpere. Et resultat, der har stor betydning for millioner af danskere og for hele Danmark. Et resultat, der er så langsigtet, at det ikke her 25 år efter har fuld effekt endnu.

* * *


Også i dag har vi brug for at tænke langsigtet. Danmarks situation i dag har flere fælles træk med dengang midt i 80’erne.

Også i dag kæmper vi med, at det hele gik for hurtigt i tiden op til krisen, og at det har skabt problemer for konkurrenceevnen. De seneste ti år er konkurrenceevnen faldet med næsten 20 procent. Der er meget, vi skal indhente.

Under højkonjunkturen op til krisen steg danske virksomheders omkostninger mere end i de fleste andre lande. Og problemet bliver ikke mindre af, at Tyskland og Sverige, vores to største samhandelspartnere, har haft en god udvikling i deres konkurrenceevne.

Også i dag har vi brug for at forandre, når vi skal bringe Danmark godt gennem krisen og videre ud på den anden siden. Vi har brug for at tage brede beslutninger. Det er vi i gang med:

Lige før sommerferien indgik vi den bredeste skatteaftale i over 25 år.
Vi sætter skatten på arbejde ned for helt almindelige lønmodtagere med helt almindelige indkomster.

Vi har besluttet, at Danmark skal være et af de mest ambitiøse lande i verden på energiområdet. Med flere vindmøller. Mere biogas. Mere biomasse. Og fokus på at spare på energien.

Det er langsigtede og brede løsninger, som ikke kan gennemføres fra Christiansborg alene. De kræver, at mange er enige, at mange er med til at føre politikken ud i livet.


* * *

For 25 år siden blev Fælleserklæringen ført ud i livet, og den førte til markante resultater.

Konkurrenceevnen blev forbedret. Den private opsparing steg. Og betalingsbalancen blev vendt efter 30 års uafbrudt underskud. Det sidste var så ikke kun Fælleserklæringens fortjeneste, men den hjalp til.

Og først og fremmest opbyggede vi i Danmark et af de måske mest robuste pensionssystemer i verden.

I den australske undersøgelse, som bliver præsenteret på konferencen i eftermiddag, fejer Danmark alle andre lande af banen.

Vi er det eneste land, der får karakteren A for vores pensionssystem.

Det får vi, fordi pensionerne dækker meget bredt og har eksisteret så længe. Det får vi på grund af den balance, vi har opnået mellem offentligt og privat ansvar og mellem kollektive og individuelle ordninger.

Og netop derfor har arbejdsmarkedspensionerne meget stor betydning for vores velfærdssamfund.

Det giver en tryghed, at alle med fast tilknytning til arbejdsmarkedet er sikret rimelig pension i forhold til den indkomst, de havde, da de var i arbejde.

Det er helt unikt, at almindelige lønmodtagere i dag kan gå på pension med en solid opsparing, der kan sikre gode rammer om livet som pensionist.

60-årige danskere har i gennemsnit sparet halvanden million op til pension. Og tallet stiger, fordi flere og flere sparer op gennem hele deres arbejdsliv.


Det er trygt for os at vide, at vores pensioner er sikre. Og det er trygt for vores børn, at de ikke skal forsørge os. Det er solidaritet mellem generationer.

Arbejdsmarkedspensionerne aflaster de offentlige finanser og er et bidrag til den sunde økonomiske politik, som er vigtig for, at vi kan finansiere vores velfærd, også i fremtiden.

Vi skal også udvikle vores velfærd. Og her er samarbejde mellem den private og den offentlige sektor en vigtig vej.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at den ene sektor er vigtigere end den anden. Vi har brug for både en dygtig offentlig sektor og dygtige private virksomheder. Når de to dele af Danmark arbejder sammen, så får vi brugt alle gode kræfter bedst muligt.

Derfor synes jeg også, at det er meget positivt, at tre pensionskasser sammen med private byggefirmaer for et par uger siden indgik i et nyt samarbejde vendt mod offentligt-privat partnerskab.


Ambitionen er at investere 5 milliarder kroner i byggeprojekter i det offentlige. Det kan for eksempel være et sygehus. Det kan være en sportshal. Det kan være en skole.

Jeg kan også nævne, at staten sender et stort byggeprojekt i udbud. Vi skal have opført et nyt stort kontorhus på Kalvebod Brygge på Banedanmarks grund. Og det vil vi netop lave som et offentligt-privat partnerskab. Det skal sikre sammenhæng mellem byggearbejdet og driften i de næste mange år.

Jeg er overbevist om, at den offentlige sektor og private virksomheder kan lære af hinanden. Samarbejde kan give ny vækst. Det kan skabe nye arbejdspladser. Vi skal tage et fælles ansvar for vores samfund.


* * *

Arbejdsmarkedspensionerne er et samfundsansvar, der bygger på en klar arbejdsdeling.

Pensionerne aftales af arbejdsmarkedets parter. Politikerne sørger for at lovgivningen er på plads – og lader være med at lave den om hele tiden. Pensionsselskaberne forpligter sig til at administrere ordningerne på forsvarlig vis.


Vi har et stærkt fundament, men derfor kan der godt være brug for at justere hen af vejen.

Jeg vil forsigtigt pege på tre områder, hvor der kunne være behov for at spørge, om tingene fungerer godt nok:

For det første er der de mennesker, der ikke har fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Og dermed ikke er dækket af arbejdsmarkedspensioner.

Det er en gruppe, som er blevet mindre, og som fortsat bliver mindre, men som vi skal tage hånd om. Vi skal hjælpe dem, der har mest brug for det. Det er en vigtig del af vores solidariske samfund.

Derfor har regeringen fået gennemført, at de folkepensionister, der har allermindst, får en større ældrecheck. Den kommer ind på kontoen hos 260.000 pensionister fra den 1. januar.

For det andet er det vigtigt, at pensionsformuerne kommer ud at arbejde til gavn for de danske opsparere, til gavn for danske virksomheder, til gavn for os alle sammen.


Der er krise. Bankerne er pressede. Det går også ud over vores mange mindre virksomheder. Nogle har svært ved at finde penge til gode idéer.

Regeringen arbejder på, at mindre virksomheder får mulighed for at finansiere investeringer ved at udstede obligationer sammen med andre virksomheder. Vi er ved at udvikle et marked for mindre virksomheders erhvervsobligationer – selvfølgelig på markedsvilkår.

Det er obligationer, der forhåbentlig vil være attraktive for pensionskasserne.

For det tredje så er det simpelthen for svært for alle os, der sparer op til pension, at gennemskue, hvad vi får ud af vores opsparing.

Pensionsformuen betyder meget for den enkelte, men mange mennesker forstår ikke alt det med pension. Vi tager det for givet, at tingene er i orden. Det giver jer et meget stort ansvar i pensionsselskaberne.

Nogle selskaber har dobbelt så store omkostninger som andre. Men deres afkast er ikke større. De forskelle skal frem i lyset, hvor kunderne kan se dem og stille spørgsmål.

I skal som ledelse kunne se sort på hvidt, om I gør det godt nok. Medlemmerne skal have en debat på et informeret grundlag og stille krav til jer.

Og så skal pensioner ikke kun være til at forstå for dem, der har taget finansiering på aftenkursus.

Jeg ved, at I selv er opmærksomme på problemerne. I har sat ting i gang. Jeg vil opfordre til, at I fortsætter arbejdet med at sikre, at forbrugere og andre har mulighed for at se jer i kortene.

Danskernes pensionsopsparing skal ikke forsvinde i høje omkostninger til administration. Og vi skal have en fair chance for at se, hvad vi får for vores penge.

Selv i verdens bedste pensionssystem er der plads til forbedring.

* * *


Men når støvet har lagt sig, så er det, der står tilbage, stadig en historisk aftale.

Fælleserklæringen fra 1987 er et eksempel på den beslutningskraft, der for alvor skiller Danmark ud som land og som folk.

Samarbejde og solidaritet har bragt vores samfund vidt. Det er også vores stærkeste kraft, når vi skal videre gennem krisen og ud på den anden side med det Danmark, vi holder af, i behold.

Og her kan vi lære af de vigtige resultater, som blev opnået for 25 år siden. Flere af jer, der var med dengang, er til stede i salen i dag. Først og fremmest daværende arbejdsminister Henning Dyremose, som får ordet efter mig.

Til lykke til dig. Til lykke til jer. Og til lykke til os alle sammen. Vi nyder godt af de resultater, I har opnået for hele Danmark.

Tak for ordet.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik