Statsminister Helle Thorning-Schmidts mindetale for Jan Trøjborg den 12. maj 2012

DET TALTE ORD GÆLDER

Hele ugen har jeg haft et billede så klart i mit hoved. Den sidste gang jeg talte med Jan. Det er to uger siden. Jeg havde inviteret de socialdemokratiske borgmestre til møde på Marienborg. Efter mødet stod Jan og jeg ude i gården og ventede på hans taxa.

Det var en dejlig dag. Solen var kommet frem. Det var lidt køligt, men der var forår i luften. Vi havde talt politik hele eftermiddagen. Nu talte vi om vores familie, om vores børn.

Jan fortalte også om sin kæreste. Om, hvor glad han var for dig, Lone. Om hvor godt det hele gik.

En samtale med Jan gik altid fra det alvorlige og grin og pjat og til det, der betød allermest for ham: familien, børnene. Enhver, der kendte Jan, ved, at man ikke kunne tale med ham, uden at han kom ind på sine børn.

Thomas. Daniel. Camilla. Og Katarina. I fyldte hans liv. Jeres far var stolt af jer.

Og I kan være stolte af jeres far.

Sidst jeg talte med Jan, var han glad. Han var tilfreds med sit liv. Han var opfyldt af idéer og engagement. Sådan var han.

Vi stod i solen på gårdspladsen. Det var fredag eftermiddag. Vi skiltes der på gårdspladsen, med et kram. Og jeg kunne mærke at samværet med Jan havde gjort mig glad. For livsglæde smitter.

Jan var glad for livet. Og livet var glad for Jan.

Jan var glad for mennesker. Og det var gensidigt. Han ønskede og ville og kunne tale med alle.

Og derfor ramte hans død os alle sammen. Alle, der har været i kontakt med Jan, følte, at de mistede en ven.

Derfor er det også helt rigtigt og helt naturligt, at vi er så mange her i dag, at dette kæmpe telt ikke engang kan rumme os, men at endnu flere må følge med over storskærm.

* * *

Jan kastede sin energi ind i alle dele af det danske samfund. Han kunne simpelthen ikke lade være.

Jans hjerte var med dem, der havde det svært. Hans drøm var, at alle mennesker skulle have gode muligheder i livet. Alle børn skulle have et trygt afsæt. Da Jan blev borgmester fik Horsens flere daginstitutioner, og børnene fik flere timer i skolen.

Hans hjerte bankede for vores velfærdssamfund. Som KL-formand kastede han sig ud i velfærdsdebatten, klar til at tage de svære og nødvendige kampe.

Som minister og folketingsmedlem bankede hans hjerte for resultater. Ikke for principper og programmer. Jan gik altid efter sagen. Han vidste, at selv små skridt kan rykke os langt, når man beslutsomt bliver ved med at gå fremad.

Som socialdemokrat var han en kæmpe for vores parti.

Det siger meget om Jan, at han helt uproblematisk gik fra at være minister til menigt folketingsmedlem til borgmester til KL-formand.
Han fyldte alle roller ud. Han var sig selv i alle roller. Det kan kun et stort menneske være.

Jan havde et stærkt socialdemokratisk ståsted. Han var klassisk socialdemokrat på en moderne måde.
Og netop derfor behøvede han ikke at diskutere principper i timevis. Det var ikke det, der interesserede ham. Han gik efter resultater.
Jan var glad for ansvaret, også når det var svært. Han trivedes med det, han ville og skulle.

Og han skabte resultater. Også fordi han forstod at skabe det forhandlingsklima, som resultater fødes af.

Man gik altid lettere ud fra et møde med Jan Trøjborg, end da man gik ind.

Han lyttede og forstod. På sin egen uhøjtidelige og humoristiske måde. Derfor blev han taget alvorligt. Derfor lyttede folk også til Jan. Ikke kun hos Socialdemokraterne. I dag er venner med fra mange politiske partier. Og det siger ikke så lidt om, hvordan Jan var både som politiker og som menneske.

Når forhandlinger gik i hårdknude, var der bud efter Jan. Han kunne løse knuder op. Og han løste flere knuder, end mange ved.

For selv om han godt kunne være lidt stor i slaget, så førte han sig ikke frem. Sagen var vigtigere end hans person. Nu han er væk, bliver det tydeligt for alle, hvilken betydning han havde.

Man kunne altid regne med Jan. Nu er han her ikke mere.

* * *

Over mange år har Jan og jeg arbejdet sammen, talt sammen, taget alvorlige skælsættende beslutninger sammen og haft det skægt sammen.

Så sent som på KL’s topmøde her i foråret. Der havde vi hinanden til bords. Vi talte om partiet, om kommuneforhandlinger, om giro’en, om Horsens, om børn, om familie.
Vi begyndte i det alvorlige og sluttede af med en svingom til festen om aftenen. Vi gik fra alvor til sjov. Typisk Jan.

Hans død var et chok.

Hans død var forkert. Den er forkert.

Når en af vores venner dør for tidligt, så minder det os alle om, at livet er skrøbeligt. Har vi nået det, vi ville?

Jan nåede så meget, som havde han levet to liv – eller tre liv.

Professionelt nåede han alt det, han drømte om. Og mere til.

Men som os andre drømte han også om at følge sine børn og sin elskede gennem livet.

Det er han blevet frastjålet.

Hvis han er hos os i dag, er jeg sikker på, at det er det, han begræder,.

Danmark er blevet fattigere uden Jan Trøjborg.

Æret være hans minde.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik