MitID

Har du spørgsmål vedrørende MitID, kan du læse mere ved at klikke her. Du kan også få telefonisk vejledning, ved at kontakte MitID-supporten på telefonnr. +45 33 98 00 10.

MitID er Danmarks nye digitale ID. Med det beviser du, hvem du er, på nettet – for eksempel når du skal logge på borger.dk eller en dansk netbank. Du kan bruge MitID til alt det, som du plejer at bruge NemID til.

MitID kommer til at afløse NemID. Det sker, fordi der er brug for et digitalt ID, som kan leve op til fremtidens sikkerhedskrav og behov. NemID er en god og sikker løsning i dag, men MitID er med til at styrke sikkerheden endnu mere. 

I MitID styrker vi sikkerheden på især tre områder: I den måde, MitID er opbygget teknisk; i den måde, du kan bruge MitID på; og i de krav vi stiller til at kunne dokumentere sin identitet, når man skal have MitID. 

Derfor kan du være helt tryg, når det bliver din tur til at skifte til MitID. 

MitID-løsningen er opbygget på en måde, som gør det muligt nemt og hurtigt at ændre i løsningen. Det betyder, at vi med MitID er bedre i stand til hurtigt at reagere på skiftende internettrusler og løbende kan tilpasse løsningen for at styrke sikkerheden. 

Læs mere om sikkerheden i MitID ved at klikke her.

Det er gratis at få og bruge MitID.

MitID blev lanceret i 2021 og vil gradvist erstatte NemID, i takt med at alle NemID-brugere får MitID. De sidste NemID-brugere overgår til MitID senest den 31. oktober 2022.

Husk at beholde dit NemID, indtil NemID er helt udfaset. Selvom du får MitID, skal du beholde NemID indtil videre. Det skal du, fordi der i en overgangsperiode er steder, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil NemID er endeligt udfaset. Du får besked, når du ikke længere skal have NemID, enten af din bank eller via Digital Post.