Hvad er MitID og hvad kan det bruges til?
MitID er et digitalt ID, der anvendes til at logge på både offentlige og private selvbetjeningsløsninger i Danmark.
MitID kan f.eks. anvendes, hvis man skal søge ind på en uddannelse i Danmark, tilgå sine pensionsoplysninger i en dansk pensionskasse, eller hvis man har været under behandling på et hospital i Danmark og f.eks. ønsker at se sine journaloplysninger.
MitID er først og fremmest en app til smartphone og tablet. Med et enkelt swipe kan du godkende eller logge ind med MitID på din smartphone eller tablet, for eksempel hvis du skal overføre penge i din net- eller mobilbank eller se dine skatteoplysninger i Danmark. Du kan sagtens bruge MitID appen, selvom du ikke bruger NemID nøgleappen i dag.
Det anbefales af Rigsombuddet, at borgere, der ønsker at anvende MitID appen, bestiller et alternativt identifikationsmiddel. Dette sikrer, at du ikke udelukkes fra at bruge dit MitID, hvis det skulle forekomme, at din MitID app bliver spærret. Læs mere om de forskellige identifikationsmidler nedenfor.
Læs mere om, hvordan du bruger MitID appen ved at klikke her.
Alternativer til appen
Der findes tre alternativer til dig, som ikke har mulighed for at bruge appen: En MitID kodeviser, en MitID kodeoplæser og en MitID Chip. Hvis du ikke har mulighed for at bruge appen, vil MitID kodeviseren være et godt alternativ, mens MitID kodeoplæser er beregnet til personer med nedsat syn. MitID Chippen er til dig, der skal logge på eller godkende med MitID mange gange dagligt, f.eks. i forbindelse med dit arbejde.
Identifikationsmidlerne kan bestilles på MitID.dk, hvorefter de bliver sendt med posten. Rigsombuddet har også mulighed for at udstede MitID kodeviser og MitID kodeoplæser.
Når du har modtaget dit identifikationsmiddel, skal det aktiveres, så det tilknyttes dig.
MitID kodeviser
MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, som viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeviseren er så lille, at du kan have den i dit nøglebundt eller i lommen.
Læs mere om, hvordan du bruger MitID kodeviser ved at klikke her.
MitID kodeoplæser
MitID kodeoplæser har en stor skærm, der viser dig en engangskode, som du skal indtaste, når du skal bruge MitID. MitID kodeoplæser kan også læse engangskoden op. Den er beregnet til personer med nedsat syn.
Læs mere om, hvordan du bruger MitID kodeoplæser ved at læse her.
MitID Chip
MitID Chip er en lille elektronisk enhed med en knap, som der trykkes på for at godkende med MitID. Når du skal logge på eller godkende med MitID Chip, skal du først indtaste dit bruger-ID og din adgangskode.
Læs mere om, hvordan du bruger MitID Chip ved at klikke her.